Ved overdragelsen fra Vordingborg Kommune overtog foreningen en bygning med et betydeligt vedligeholdelsesefterslæb. I en COWI-rapport fra 2022 blev dette vurderet til omkring 2 mio. kr. Foreningens økonomi rækker til den daglige drift og almindelige vedligeholdelse, men ikke til de omfattende restaureringsarbejder, som er nødvendige for at sikre bygningens fremtid. Derfor arbejdes der målrettet med ansøgninger til de større landsdækkende fonde.
Renoveringsplan: For at sikre og bevare huset, der officielt er klassificeret som meget bevaringsværdigt, skal ”klimaskærmen” renoveres som det første. Nedenfor er de enkelte punkter i planen kort beskrevet.

Taget
Taget består for størsteparten stadig af de oprindelige brunglaserede tegl. De har nu ligget på taget i 100 år og kan ikke meget længere, da de mange steder er krakelerede og frostsprængte i glaseringen. Tagets kviste trænger også kraftigt til en renovering, hvorimod tømmerkonstruktionen lader til at være nogenlunde intakt.
Murene
Murene og kampestenssoklen trænger til at blive fuget om. Behovet herfor er størst på facaderne mod vest (ud mod havet) og syd.
Desuden er der et par sætningsskader, der skal udbedres


Vinduerne
Vinduerne udgør en smuk og meget karakteristisk del af Husets udseende. Det er stadig de originale vinduer fra 1925, der også blev omtalt i bogen ”Stege indenfor volden”(1981): “Velproportioneret, pænt og tidstypisk hus. Man glædes over, at de pæne, oprindelige vinduer er intakte.”
Men siden 1992 er vinduerne ikke blevet malet eller på anden måde vedligeholdt, så nu er en renovering stærkt påkrævet, hvis vinduerne skal bevares.
Dørene
Dørene trænger ligesom vinduerne til at blive sat i stand og gjort mere tætte ind mod dørkarmene. Husets flotte hoveddør og indgangsparti skal også renoveres


Hulmursisolering
Takket være en bevilling fra Fanefjord Sparekasses Fond blev det i juni 2025 muligt at få Huset hulmursisoleret.
Huset blev i 1980’erne hulmursisoleret med styropor (“flamingo”) kugler. Som følge af diverse utætheder var en del kugler med tiden forsvundet fra hulmuren, og isoleringsevnen var tilsvarende forringet. Før den nye isolering kunne gennemføres, blev de resterende styroporkugler suget ud af hulmuren sammen med døde mus, hvepseboer og mørtelrester m.v., der alt sammen endte i nogle store stofposer, der blev afleveret på en genbrugsstation. Efterfølgende blev der indblæst glasuld til opfyldning af hulmuren, så Huset i dag har fået et væsentligt forbedret indeklima, ligesom vi ser frem til en noget lavere varmeudgift i de kommende fyringssæsoner.




