
Husets historie og identitet
Huset på Peblingerende 7 har været en del af Steges byliv i 100 år.
Det blev opført i 1925 som privatbolig. I 1992 overtog kommunen huset, der siden da har haft mange funktioner – som mødested, samlingspunkt og ramme om sociale og kulturelle aktiviteter.
Den 1. juni 2025 overgik bygningen fra Vordingborg Kommune til den almennyttige forening Huset – Peblingerende, som nu ejer og driver stedet. Dermed begyndte et nyt kapitel i husets historie – et kapitel med lokalt engagement, frivillighed og fællesskab som drivkraft. Foreningen ønsker at bevare og videreudvikle husets særlige karakter: et sted, der emmer af historie og nærvær, men som også er åbent for nye ideer, samarbejder og aktiviteter.
Med den centrale placering i Stege, udsigten over bugten og den rolige stemning står Huset i dag som et naturligt samlingspunkt og et symbol på lokalt fællesskab. – et sted for godt samvær.
Nedenfor kan du læse lidt mere om Husets histore og dets status som bevaringsværdigt…
“Velproportioneret og pænt”
Huset er bygget i 1925 efter de kriterier, man dengang kaldte “Bedre Byggeskik” hvilket betød klassisk proportionering og detaljer samt en forståelse for materialer og godt håndværk.
I bogen “Stege inden for volden”, der i 1981 blev udarbejdet for Fredningsstyrelsen og Møns Kommune, er der en beskrivelse af Huset, der afsluttes med flg. bemærkning: “Velproportioneret, pænt og tidstypisk hus. Man glædes over, at de pæne, oprindelige vinduer er intakte.”
I 1992 købte den daværende Møn Kommune ejendommene Peblingerende 5 og 7. Efterfølgende blev bygningen på nr. 5 revet ned, og grunden benyttes i dag af Ældre Sagen Møn-Bogø til petanquebaner.
I 1999 fik Ældre Sagens lokalafdeling for Møn-Bogø en brugsaftale med Møns Kommune vedr. Huset, der siden da har været det centrale sted for foreningens aktiviteter.


Huset i Peblingerende (1936-1939)


Et hus med meget høj bevaringsværdi
I 2006 registrerede Møn Kommune de fredede og bevaringsværdige bygninger i kommunen. Det var en såkaldt SAVE-undersøgelse (= Kortlægning af arkitektoniske værdier i miljøet), hvor bygningerne vurderes ud fra fem forskellige parametre, og derefter tildeles en SAVE-værdi på en skala fra 1-9. Bygninger med den højeste værdi 1 vil som oftest være fredede bygninger eller folkekirker. Bygninger med værdierne 2-4 er de bygninger, som i kraft af deres arkitektur, kulturhistorie og håndværksmæssige udførelse er fremtrædende eksempler inden for deres slags.
Resultatet for Ejendommen Peblingerende 7 var, at det har en bevaringsmæssig SAVE-værdi på 2. Den overordnede konklusion var: “velbevaret og smukt eksempel på byggeskik, bør fuges om.”
Ejendommen har fået nye ejere
I 2023-2024 gennemførte Vordingborg Kommune en “Analyse af faciliteter på kultur- og fritidsområdet med fokus på kvalitet, service og anvendelse”. I den rapport, der sammenfatter analysearbejdet, anbefales det vedr. Peblingerende 7, “at matriklen sælges, og Ældre Sagen tilbydes andre faciliteter“.
Ældre Sagen Møn-Bogø kunne ikke finde brugbare eller økonomisk realistiske alternativer til Huset på Peblingerende 7. Foreningen argumenterede derfor kraftigt overfor kommunens forvaltning og politikere for en løsning, hvor foreningen kunne blive i Huset.
Den 26. juni 2024 vedtog kommunalbestyrelsen, “At der igangsættes en proces for overdragelse af bygningen til Ældre Sagen eller en støtteforening for Ældre Sagen…”
Da organisationen Ældre Sagen har interne regler om, at lokalafdelingerne ikke må eje bygninger, ligesom organisationen ikke ønsker støtteforeninger, blev der i februar 2025 afholdt stiftende generalforsamling for en helt selvstændig almennyttig forening, der uafhængigt af Ældre Sagen kunne overtage Huset.


Den nye forening Huset – Peblingerende har som formål at “stille Huset til rådighed for socialhumanitære foreninger og andre almennyttige foreninger samt kulturelle formål m.v. til gavn og glæde for borgere i Vordingborg Kommune.”
Den 1. juni 2025 overdrog Vordingborgs borgmester, Mikael Smed, ejendommen Peblingerende 5-7 til foreningen Huset – Peblingerende.

